Tryk Ctrl-D for at oprette bogmærke
Du er her:  Regler > Boliggarantibevis

Boliggarantibevis

Undgå at stå uden tag over hovedet..!

Hvad er det?
Et boliggarantibevis er en 2 årig aftale, som i visse tilfælde kan indgås med boligforeningen. Hvem der har mulighed for at indgå en sådan aftale, er listet op herunder. Aftalen giver sikkerhed for, at man kan få tilbudt en tilsvarende bolig, hvis man fortryder en fraflytning og gerne vil tilbage til boligforeningen.

Hvad dækker beviset?
Boliggarantibeviset gælder for beboere, der flytter fra almene familieboliger.

At få tilbudt en tilsvarende bolig vil sige:
• En bolig i samme afdeling eller bydel
• En bolig med samme antal rum eller af nogenlunde tilsvarende størrelse (+/- 10% i m²)
• en bolig med nogenlunde tilsvarende husleje (+/-20% ekskl. husleje- og moderniseringsstigninger)

Hvem kan købe det?
Man har mulighed for at købe et boliggarantibevis, hvis man:
• Er pensionist, der flytter i fritidsbolig
• Ønsker, at afprøve et parforhold
• Har fået nyt arbejde mere end 40 km. væk

Dokumentation i form af folkeregisterattest eller ansættelsesbevis skal forevises.

Der udstedes 1 garantibevis pr. husstand.



Hvad koster det?
Boliggarantibeviset koster kr. 600,-.

En aftale om boliggarantibevis skal indgås, inden man flytter fra sin bolig. Efter fraflytning er det for sent!

Når garantien skal bruges
Ansøgning om optagelse på ventelisten skal foretages inden garantiperiodens udløb.
På ventelisten vil man blive indplaceret, som om man stadig er beboer i afdelingen – altså med beboerfortrinsret, selvom man helt er fraflyttet boligforeningen. Placeringen afhænger af dato for opnoteringstidpunktet.

Boligforeningen vil tilstræbe, at der går så kort tid som muligt, før der vil blive tilbudt en bolig.

Det kan ske, at det ikke er muligt at anvise en helt tilsvarende bolig. Det gælder, når der er tale om særlige boligtyper, som kun sjældent bliver ledige. I disse tilfælde, vil der stadig blive tilbudt en bolig, der så tæt som overhovedet muligt, svarer til den tidligere.

Der gives højst 2 tilbud på et boliggarantibevis.

Særlige forhold
Garantibeviset gælder ikke, hvis der er et uafklaret økonomisk mellemværende med boligforeningen.

Englyst Webdesign & søgemaskineoptimering